Cykelsafari i Nordsjælland

Foto: Illustrativt billede for 'Cykelsafari i Nordsjælland' siden
Foto: Illustrativt billede for 'Cykelsafari i Nordsjælland' siden
Foto: Illustrativt billede for 'Cykelsafari i Nordsjælland' siden
Foto: Illustrativt billede for 'Cykelsafari i Nordsjælland' siden
Foto: Illustrativt billede for 'Cykelsafari i Nordsjælland' siden

Slotte, skove og strande

Af Jens Erik Larsen

Trods nærhed til hovedstaden er Nordsjælland et af landets smukkeste og fredeligste steder. Glæd dig til f.eks. at følge Søvejen langs vestsiden af Esrum Sø midt inde i Gribskov. Hertil og mange andre dejlige steder går denne tur, som også byder på mulighed for at overnatte på et slot.

En uges cykelsafari i Nordsjælland

1. dag  København

Her er mulighed for at se Rosenborg Slot med kronjuvelerne i Kongens Have og cykle en tur ud til Den lille Havfrue, besøge Christiania, Tivoli eller hvad man nu lyster.

2. dag  til Helsingør 46 km

Følg Strandvejen til Hellerup Tuborg Havn forbi Eksperimentarium og så N 9 til Helsingør med Kronborg Slot. Undervejs passeres flere spændende museer, bl.a. Karen Blixen Museet på Rungstedlund og Nivågårds malerisamling.

3. dag til Hillerød via Louisiana og Fredensborg 38 km

Enten ud forbi Gurre Slotsruin og så sydøst til Espergærde eller retur ad N9 til kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Videre til Nivå, hvorfra en snedig sti, Langstrupstien (R 36) fører til Fredensborg, hvor man kan gå en tur i slotsparken. Endelig går dagens etape til Hillerød, hvor man ikke må gå glip af Frederiksborg Slot. Gå en aftentur på stien rundt om Slotssøen og gem evt. besøget indendørs på slottet til næste morgen.

4. dag til Havreholm Slot via Esrum Kloster 25 km

Nyd slotshaven på vej op ad Rendelæggerbakken forbi Barokhaven med sommercafé på bakken.
Der cykles til Nødebo og ned langs Esrum Sø. Bøgen læner sig ud over Esrum Sø og indrammer udsigten. Borde og bænke flere steder langs søen indbyder til rast. Her langs søen indrettede Det kongelige Frederiksborg Stutteri i sin tid 6 vange indhegnet af stengærde til sommergræsning og de små huse, der nu ligger på Søvejen, blev bygget til vangemændene, som skulle passe på hestene.

Ved Dronningens Bøge kan man fra bådebroen få et glimt af Fredensborg Slot og lægge mærke til det maleriske landskab, der opstår som græsningsskov. Sådan har det været gennem århundrede og så sent som indtil 1937 har bønderne fra Nødebo sendt deres kreaturer på græs her. I nyere tid har Skov- og Naturstyrelsen så genskabt dette lysåbne landskab. Nordligst på Søvejen nås landevejen, som krydses forsigtigt. Fortsæt ad skovvejen modsat og læg mærke til de flotte flådeege, bl.a. Nelsons Eg. Herefter følges vejen mod Esrum, hvor man kan besøge Esrum Kloster og Møllegård.

Fra Esrum cykles mod Villingerød, hvor ådalen langs Gurre Å leder opstrøms til Havreholm Slot.
Du kan overveje at blive en ekstra nat på dette dejlige sted og udforske området herfra.

5. dag  til Tisvildeleje 33 km

Cykle op til Hornbæk og se mindestenen for Holger Drachmann og havnen. Herfra findes et meget smukt forløb af Nordkyststien over Horneby Sand til Dronning Mølle. Nogle af landets bedste badestrande kan findes her hele vejen langs nordkysten.  Der er også livlig sommerstemning på gode dage med iskiosker og butikker med kunsthåndværk m.v. Følg blot Nordkyststien (R 47) hele vejen til Tisvildeleje.

6. dag til Jægerspris via Hundested 40 km

Fortsæt ad Nordkyststien på en dejlig strækning, hvor biler er forment adgang. Pas på gennem Troldeskoven og lav evt. en afstikker til Asserbo Slotsruin, nu vi har slotstemaet i gang. Fra Sølager på sydsiden af Halsnæs og ikke langt fra Hundested tages færgen over til Kulhuse. Herfra følges N2 eller R40 ind i Nordskoven til de tusindårige ege, hvoraf Kongeegen stadig er i live, selvom den dog går på krykker. Men imponerende nok med lysegrøn krone efter 2000 år…

7. dag tilbage til København 47 km

Følg N2 hele vejen til Rådhuspladsen over Farum. Evt. besøg i den gamle købstad Slangerup med ”domkirke” og miniby og jazzfestival.

Dagsture i Nordsjælland

En uges rundtur i det dejlige Nordsjælland er populær for især udenlandske turister, men bor du i området, er det jo mere oplagt med dagsture ud i det blå. Her er masser af muligheder. Start f.eks. med Gribskov Kommunes cykelrutekort, hvor der ud over de skiltede regionale og lokale cykelruter er 4 beskrevne turforslag i form af rundture, som kan gøres på en dag. Kender du f.eks. Væltningen i Snævret skov nord for Esrum, hvor man omlæssede træstammer som led i transporten fra Gribskov til nordkysten. Her finder man en meget snedig sti over en spang, hvorfra man kan cykle op til Villingerød og ud i Rusland!

Andre dagsture kan foretages fra Hillerød, Frederiksværk. Helsingør m.v.

Læs meget mere om spændende cykelture på:

www.cykelsafari.dk 

Denne side er tilføjet af Louise Engberg den 21/11/2012.

If you're already a registered user of this site, please login using the form on the left-hand side of this page.